I et forsøg på at kickstarte idrætssektoren inviterer IFFD, Syddansk Universitet og Idrættens Analyseinstitut til seks klyngemøder om fremtidens idrætsfaciliteter i efteråret 2021 og foråret 2022.
Møderne stiller skarpt på friske kommunerapport fra september 2021 om danskernes bevægelsesvaner. Disse rapporter kombineres med anbefalinger fra et stort SDU-projekt om "Fremtidens Idrætsfaciliteter - organisering, styring og ledelse", som blev afsluttet i slutningen af 2019, men som aldrig rigtig har fået lov at leve på grund af covid-19.
Alt dette fremlægges af forskere fra SDU og IDAN sammen med medlemmer af IFFDs forretningsudvalg, som kigger nærmere på spændende emner som kompetenceudvikling, idrætsfacilitetsstrategier, ledelsesstruktur og klassiske benyttelsesmønstre.
Derudover stiller vi skarpt på gevinsterne ved et øget samarbejde mellem politikere, forvaltning og det enkelte anlæg. Af den grund henvender møderne sig både til embedsværket, fagudvalg på det idrætspolitiske område samt anlægsledere og -ansatte fra landets mange idræts- og fritidsfaciliteter.