Viborg Kommune melder sig ind i IFFD

Viborg Kommune melder sig ind i IFFD

IFFD byder velkommen til Viborg som nyt medlem af foreningen. Indmeldelsen glæder Jane Jegind, som ser frem til samarbejdet med den midtjyske domkirkeby.

Af Casper Holm

Et enigt kultur- og fritidsudvalg har bestemt at melde Viborg Kommune ind i IFFD.

Det sker med baggrund i ønskerne om at skabe udvikling på idræts- og fritidsområdet - både når det kommer til nye faciliteter og til nye måder at organisere fællesskaber på.

Sådan lyder det fra Mads Panny, formand for kultur og fritidsudvalget i Viborg Kommune.


- Vi har fulgt med på sidelinjen og har set IFFD vokse sig større og stærkere. Vi har behov for et forum, hvor vi kan søge inspiration og viden på idræts- og fritidsområdet, og her ser vi IFFD som en oplagt spiller, forklarer han.

I Viborg arbejder man ud fra en samlet overordnet plan, hvor der bl.a. er fokus på at skabe flere, spændende aktivitetsmuligheder for så mange borgere som muligt. Det håber Ole Brandt Pedersen, sekretariatschef for Kultur & Udvikling, at kommunen kan videreudvikle med inspiration fra IFFD.

- Der har længe været brug for en interesseorganisation, hvor kommunerne kan søge inspiration og indflydelse på fritidsområdet. Vi har brug for at blive klogere på vigtige emner som f.eks. uddannelse, kunstgræs og selvejende institutioner. Det er vi overbeviste om, at IFFD kan hjælpe med, og derfor forventer vi os meget af medlemskabet, lyder det fra Ole Brandt Pedersen.

Større gennemslagskraft
Viborgs indmeldelse i IFFD glæder Jane Jegind, som ser frem til et spændende samarbejde med den midtjyske domkirkeby.


- Jeg vil først og fremmest byde Viborg rigtig hjertelig velkommen i IFFD. Vi er glade for, at de har meldt sig under fanerne, og vi glæder os til at trække i arbejdstøjet. På den måde kan vi sammen skabe størst mulig udvikling på idræts- og fritidsområdet, siger IFFD-formanden, der ser indmeldelsen som et vigtigt skridt.

- Med Viborgs medlemskab vokser IFFD sig endnu større. Det giver et godt fundament og skaber afsæt for, at vi med stor gennemslagskraft kan præge og udvikle branchen, siger Jane Jegind.

Du kan læse mere og se en oversigt over IFFDs øvrige medlemmer lige her.

For yderligere information
Jane Jegind, 20 91 10 31
Thomas Panny, 29 72 29 91
Ole Brandt Pedersen, 29 40 42 67


Casper Holm Skrevet af Casper Holm