En nedgravet håndspritstander skal sikre, at skolebørn opnår hurtig og sikker desinfektion af hænderne. Det er legepladsproducenten Elverdal, der står bag standeren, som også kan installeres i landets idræts- og fritidsfaciliteter.
Coronakrisen har medført et øget fokus på håndhygiejne.
Legepladsproducenten, Elverdal, har i den forbindelse designet en udendørs spritstander til skole- og institutionsbørn, der skal sikre hurtig og sikker desinfektion af hænderne.
Men selvom standeren er udviklet til skolebørn, kan den også bruges andre steder, forklarer Simon Nørrelykke, produkt- og kommunikationschef hos Elverdal.
- Vores håndspritstandere kan installeres, hvor det skal være. Vi har faktisk allerede fået flere henvendelser fra idrætsforeninger og faciliteter, der gerne vil have dem opstillet ved boldbaner og klubhuse. Det glæder vi os meget over, forklarer han.
Idrætsanlæggene i Gladsaxe har som en af de første idrætsfaciliteter i landet lagt billet ind på håndspritstanderen fra Elverdal.
Det hænger sammen med ønsket om at understøtte en god udendørs håndhygiejne. Sådan lyder det fra Holger Kortbek, idrætschef i Gladsaxe og 2. næstformand i IFFD.
- Vi har flere steder bl.a. udendørs træningsredskaber og aktivitetsområder, der står frit tilgængelige for borgerne. Sammen med boldbaner der ligger langt væk fra toiletter, har det fået os til at overveje, hvordan kan vi sikre, at håndhygiejnen holdes i top udendørs, hvor man ikke ”bare” kan sætte en dunk sprit frem? Det kan man i form af Elverdals nye håndspritstander, og det forventer vi os rigtig meget af, forklarer idrætschefen.
Håndspritstanderen fra Elverdal er produceret i rustfrit står og graves ned i jorden. Standeren kan indeholde op til 12 liter håndsprit eller desinfektion, hvilket svarer til forbruget hos cirka 1.500 personer.
Læs mere om det spændende produkt lige her.