Kommuneinspiration: Kommunal fritidsguide understøtter foreningsuvante børn

Kommuneinspiration: Kommunal fritidsguide understøtter foreningsuvante børn

En fritidsguideordning i Thisted Kommune har formået at inddrage sårbare børn og unge i organiserede fritidsaktiviteter.

Mistrivsel blandt børn og unge er højaktuelt emne, som landets kommuner forsøger at løse på forskellig vis.

I Thisted Kommune har man i et par år arbejdet med at inddrage sårbare børn og unge i fritidsaktiviteter ved hjælp af en såkaldt fritidsguide.

Siden starten af 2022 har Mogens Sørensen og sidenhen Tom Klausen formået at inddrage flere end 450 sårbare unge, skriver Fritid og Samfund.

Ordningen modtog oprindeligt midler fra Socialstyrelsen, men den er sidenhen blevet permanentgjort. Den går i sin enkelthed ud på, at fritidsguiderne lokaliserer forskellige aktiviteter og arbejder med at få børnene introduceret til fritidslivet på en god måde.

Derudover hjælper fritidsguiden med at søge penge til betaling af kontingent og udstyr fra kommunens forebyggelsespulje, og indimellem hjælper de også med at finde brugt sportsudstyr i genbrugsbutikker.

Fritidsguiden er dog afhængig af et bredt samarbejde internt i kommunen, fortæller Mogens Sørensen, som byggede satsningen op i de første to år.

- Vi kender jo ikke børnene på forhånd, så vi er dybt afhængige af, at skoler, familieafdeling, sundhedsklinik og andre instanser i kommunen spiller med.

- Jeg inviterede mig selv på kaffe ude på skolerne, så de fandt ud af, hvad en fritidsguide kan bruges til. I praksis betyder det, at en lærer nemt kan henvise til fritidsguiden, når læreren møder børn eller familier, der gerne vil have hjælp til en fritidsaktivitet, forklarer han.

Ud af de 450 børn og unge er omkring 70% begyndt at gå til en fritidsaktivitet på fast basis. Efter seks måneder er 63% fortsat i gang med aktivteten.

Læs mere om det spændende initiativ på Fritid og Samfunds hjemmeside.


Casper Holm Skrevet af Casper Holm