Mød IFFD på Idrætsmødet i Aalborg

Mød IFFD på Idrætsmødet i Aalborg

Den 23. april sætter IFFD fokus på kommunernes brug af viden og data på Idrætsmødet i Aalborg. Det bliver gjort på tre spændende sessioner i samarbejde med Idrættens Analyseinstitut.

De danske kommuner er afgørende rammesættere for danskernes idræts- og fritidsliv. Kommunerne har styrket strategier, politikker og forvaltning for at få flere aktive borgere og bringe idrætten i spil i forhold til en række samfundsmæssige problemstillinger.

I det kommunale landskab tales ofte om datadrevne eller informerede beslutninger og der er gennem det seneste årti produceret meget data og viden om idrætssektoren. Imidlertid ses det stadig ofte, at traditioner og særinteresser trumfer viden og data, når der træffes beslutninger på idrættens område…

Derfor vil IFFD og Idrættens Analyseinstitut sætte fokus på kommunernes brug af viden og data på idræts- og fritidsområdet på tre sessioner til Idrætsmødet i Aalborg.

Sessionerne afvikles i forskellige formater: Den første har fokus på viden og eksempler. Den anden har fokus på samtale og refleksion. Den tredje giver perspektiv for fremtiden. Målet med de tre sessioner er at skabe grundlag for endnu bedre beslutninger i den kommunale forvaltning

Få et overblik over de tre sessioner her.

Session 1: Hvordan anvendes data og viden som grundlag for god kommunal forvaltning?
I denne session tegnes et billede af kommuners anvendelse af data og viden generelt og mere specifikt på idræts- og fritidsområdet. Derudover gives aktuelle eksempler fra flere kommuner.

Du kan bl.a. møde Jeanette Mayland Olesen fra LIFA, som vil fortælle om undersøgelsen ”Fup og fakta om anvendelse af data og viden som grundlag for kommunal forvaltning”. Derudover vil Peter Forsberg fra Idan give os et indblik i en aktuel undersøgelse af kommunernes anvendelse af viden og data på idræts- og fritidsområdet.

Tid: Tirsdag den 23. april fra 14.15 – 15.15
Sted: På scenen KOMMUNAL
Værter: Henrik Zacho, IFFD, og Troels Rasmussen, Idan

Session 2: Hvordan anvender din kommune viden og data til at skabe god forvaltning på idrætsområdet?
Denne session afvikles som en workshop med samtaler om dine erfaringer med anvendelse af viden og data i den kommunale forvaltning.


Vi tager afsæt spørgsmål som: Kan beslutninger på idrætsområdet blive mere datadrevne? Hvor er det let at anvende data? Hvor er data irrelevante? Hvad står i vejen for at anvende data som beslutningsgrundlag? Vi tager udgangspunkt i den forrige sessions præsentation af tendenser og eksempler og har fokus på samtale og dialog.

Tid: Tirsdag den 23. april fra 15.30 – 16.30
Sted: På scenen KOMMUNAL
Værter: Rune Bille, IFFD, og Maja Pilgaard, Idan


Session 3: Hvordan ser god forvaltning af idrætsområdet ud i fremtiden?
Denne session er en samtale og interview med Lars Stentoft, direktør for Kultur & Udvikling i Viborg Kommune. Vi spørger: Hvordan ser god kommunal forvaltning af idrætsområdet ud om 10 år, hvor vi sætter fokus på aktuelle tendenser og udviklinger i de kommunale forvaltninger.

 
I samtalen trækker vi også på eksempler og perspektiver fra de to foregående sessioner om kommunal forvaltning af idrætsområdet.

Tid: Tirsdag den 23. april fra 16.45 – 17.15
Sted: På scenen KOMMUNAL
Værter: Holger Kortbek, IFFD, og Troels Rasmussen, Idan.

Det er fortsat muligt at tilmelde sig Idrætsmødet. Læs mere og book din billet på www.idrætsmødet.dk


Casper Holm Skrevet af Casper Holm