IFFD er som altid til stede, når Idrætsmødet i Aalborg løber af stablen den 29. og 30. april. I 2025-udgaven bidrager vi med oplæg om kommunernes arbejde med viden og data, mens vi også deltager i en række andre sessioner om bl.a. støj samt kommunernes samarbejde med den kommercielle idræt.
I slutningen af april samles størstedelen af den danske idrætssektor til to dage spækket med interessante talks, oplæg og diskussioner til Idrætsmødet i Aalborg.
I Nordens Paris sættes der bl.a. fokus på idrættens betydning i det kommende kommunalvalg, mens man også vil kunne overvære spændende oplæg om alt fra bæredygtige idræstfaciliteter til forskellige former for aktivitetsudvikling.
IFFD bidrager traditionen tro med flere interessante oplæg. Den 29. april deltager IFFD-formand Lene Dybdal i en interessant session om kommunernes samarbejde med den kommercielle idræt.
Oplægget bliver afviklet i Aalborg Hallen Vest fra 11.00 – 12.00 og byder desuden på indlæg fra Aalborg Kommune samt Dansk Fitness og Helseorganisation.
Onsdag den 30. april afvikler IFFD og Idrættens Analyseinstitut et par fællesssessioner om kommunernes arbejde med viden og data.
Det første oplæg afvikles i Flyveren fra 09.55 – 10.50 og faciliteres af Peter Forsberg fra IDAN samt Holger Kortbek og Henrik Zacho fra IFFD. Oplægget tager afsæt i en ny undersøgelse om kommunernes arbejde med viden og data, ligesom de tre moderatorer også kommer til at stille skarpt på den nye hjemmeside www.talogviden.dk
Den næste fællessession afvikles i samme lokale fra 11.10 – 12.05 og bliver en politisk paneldebat om idrættens rolle i kommunerne.
Fra 15.35 – 16.30 deltager Holger Kortbek i den sidste session med IFFD-islæt. Det gør han sammen med Aalborg og Frederikshavn Kommune, der i fællesskab stiller skarpt på en række skærpede myndighedskrav i forhold til både lys- og støjgener.
Læs mere om Idrætsmødet og se det fulde program lige her.