En ny undersøgelse fra Danmark i Bevægelse opdeler en lang række idrætsaktiviteter i syv udøvergrupper på baggrund af danskernes overlap i motionsvaner. Analysen giver ifølge forskere mulighed for at skabe bredere idrætstilbud for endnu flere danskere.
Danskerne bevæger sig ofte på tværs af den meget siloopdelte idrætsverden, der opdeles i sportsgrene som f.eks. fodbold, håndbold og gymnastik.
Det viser en ny undersøgelse fra Danmark i Bevægelse, der konkluderer, at voksne danskere dyrker flere forskellige aktiviteter og sportsgrene i løbet af en uge.
Forskerne har på den baggrund udpeget en række mønstre, som indikerer, at folk, der f.eks. spiller badminton, i højere grad er aktive med motionsgymnastik og cykling end så mange andre.
Disse mønstre er så tydelige, at forskerne bag Danmark i Bevægelse har kunne fordele mere end 70 bevægelsesformer i syv forskellige udøvergrupper.
Den nye viden kan ifølge undersøgelsen bruges til at designe aktivitetstilbud, der går på tværs af bevægelsesaktiviteter, og som måske endda kan skabe grobund for at indlede nye samarbejder. Sådan lyder det fra SDU-forskerne i en artikel i Idrætsmonitor.
Læs mere om den nye undersøgelse.