En ny undersøgelse fra Mary Fonden viser, at idræts- og foreningslivet indeholder en række barrierer, der afholder ensomme unge fra aktiv deltagelse.
Det danske idræts- og fritidsliv er af mange blevet nævnt som en vigtig løsning for at håndtere stigende mistrivsel og ensomhed blandt unge.
En ny undersøgelse fra Mary Fonden og SocialRespons viser imidlertid, at ensomme unge fravælger foreningslivet på grund af et for stort fokus på konkurrence og talent.
Derudover påpeger flere af de i alt 17 unge, som er blevet interviewet i undersøgelsen, at de har oplevet voksne i foreningslivet, som ikke tager ansvar for dem, der står uden for.
Det ærgrer direktør i Mary Fonden, Helle Østergaard, som dog håber, at resultaterne kan bidrage til at øge forståelse for, hvor der skal sættes ind, hvis idræts- og fritidslivet for alvor skal spille en rolle i forhold til at skabe bedre trivsel blandt ensomme unge.
- Vi ved, at der blandt trænere og frivillige er en stor lyst til at gøre en forskel for unge, der ikke er en del af fællesskabet. Det kan være en drivende motivation for mange frivillige. Men undersøgelsen viser, at der er behov for mere viden om ensomhed og flere konkrete redskaber til trænere og frivillige – så de kan blive en del af løsningen og aktivt bidrage til, at flere unge føler sig set og inkluderet, siger Helle Østergaard i en pressemeddelelse.
Hun bakkes op af DGI-formand, Charlotte Bach Thomassen, som gerne vil være med til at gøre en forskel og blive klogere
- Konkurrenceelementet i idræt skal opleves som udviklende i stedet for udskillende, og det må altså ikke stå i vejen for fællesskabet. Vi har gang i rigtig mange initiativer, der søger at skabe fritidsfællesskaber, der får alle med og giver en stærk følelse af at høre til.