Hvis vi skal udvikle idræts- og fritidsområdet, er det vigtigt, at vi styrker kompetencerne hos vores medarbejdere. Det gælder uanset, om man er assistent, halinspektør, livredder eller kultur- og fritidschef.
Medarbejdere og ledere i idræts- og fritidssektoren har imidlertid ikke tradition for hverken lange uddannelser eller efteruddannelse, og det ønsker IFFD, HI og Danske Svømmebade at gøre noget ved.
Grundlaget for den fremtidige kompetenceudvikling på området er i vores øjne en behovsafklaring af, hvilke kompetencer der skal være til stede i sektoren for at kunne klare eksisterende opgaver, nye brugere, nye samarbejdsmønstre, nye sportsgrene, ny teknologi og nye adfærdssituationer.
Vi indgår derfor i flere samarbejder omkring udvikling af uddannelsesforløb og kurser til ansatte og ledere i idræts- og fritidssektoren. Det gør vi for at italesætte behovet og vigtigheden ved at uddanne vores medarbejdere til den foranderlige dagligdag, de skal navigere i.
Men hvor slemt står det egentlig til med uddannelsesniveauet? Hvad findes der af konkrete tilbud? Og hvor kan man søge tilskud i forbindelse med uddannelserne?
De spørgsmål tager IFFD, HI og Danske Svømmebade fat på den 18. marts, hvor vi inviterer til webinar om kompetenceudvikling af ansatte i danske idrætsanlæg.