Otte danske kommuner har været med til at udvikle en ny løsning, der sætter fokus på idrætshallers udnyttelse i forhold til benyttelse, energiforbrug og drift.
Løsningen hedder Optimeter og er blevet til virkelighed i et samarbejde mellem Gate 21 og Webitall samt Albertslund, Egedal, Fredensborg, Gentofte, Kalundborg, Odsherred, Roskilde og Rudersdal Kommune.
Værktøjet samler data fra bl.a. booking- og energisystemer samt sensorer i hallerne, der viser det faktuelle fremmøde og visualiserer data, så kommunerne får et overblik over bl.a. anvendelsesgrad i relation til energiforbruget.
På den måde får kommuner mulighed for at agere – både når det kommer til dialog med brugerne, men også når det gælder vigtige områder som rengøring, driftspersonale og energiforbrug.
Men hvordan fungerer Optimeter i praksis? Hvad kræver det for en kommune eller et anlæg at etablere? Og hvorfor skal man i det hele taget prioritere data i danske idrætsfaciliteter?
Det tager IFFD fat på, når vi den 27. oktober afvikler et webinar om det spændende emne.